Oslo

Article on other languages:

Oslo
Bysegl Placering
Oslo Rådhus og Akershus Fæstning
Overblik
Land: Norge Norge
Motto:
Ordfører: Fabian Stang (Høyre)
:
Distrikt: Østlandet
Kommune: Oslo Kommune
Grundlagt: omkring år 1000 e. Kr.
Postnummer: {{{postnr}}}
Demografi
Indbyggertal: 568.809 (2008)
 - Areal: 454 km²
 - Befolkningstæthed: 1252 pr. km²
Oslos byområde (tettstedet): 856.915 (2008)
 - Areal: km²
 - Befolkningstæthed: pr. km²
{{{indbygtype3}}}: {{{indbyg3}}}
 - Areal: {{{indbyg3areal}}} km²
 - Befolkningstæthed: {{{indbyg3tæthed}}} pr. km²
Tidszone: GMT +1
Højde OHO: m.
Hjemmeside: www.oslo.kommune.no
Oversigtskort

Koordinater: 59° 54′ N, 10° 45′ Ø

Oslo (tidligere Christiania) er en kommune og et fylke i Norge samt landets hovedstad og største by. Byens grundlæggelse kan dateres til første halvdel af det 11. århundrede, og den blev hovedstad i 1314. Efter bybranden i 1624 blev byen flyttet nogle stenkast vestover og anlagt under navnet Christiania, mens det oprindelige Oslo beholdt sit navn som et område udenfor byen. Under byudvidelsen i 1859 blev forstaden Oslo indlemmet i Chrisitiania, og fra 1925 blev Oslo igen navnet på Norges hovedstad.

Nabokommunerne er mod vest Bærum, mod nord Ringerike, Lunner og Nittedal, mod øst Skedsmo og Lørenskog, mod syd Enebakk, Ski og Oppegård samt mod øst Nesodden med Bunnefjorden imellem.

Byen har et areal på 454 km², Oslo kommune har 568.809 indbyggere (1. juli 2008). Dvs. 1.252 indbyggere pr. km². Oslos byområde (tettsted) har 856.915 indbyggere (1. januar 2008) [1]. Højeste punkt er Kjerkeberget, 629 meter over havet. Dette er for øvrigt også Oslos nordligste punkt.

Det Kongelige Slott, Stortinget, Regjeringen, Høyesterett og de fleste andre nationale, offentlige administrationsorganer ligger i Oslo.

Indholdsfortegnelse

Historie

Uddybende artikel: Oslos historie.

Oslo blev ifølge Snorres kongesaga grundlagt cirka år 1048 af kong Harald Hardråde. Nyere arkæologiske udgravninger har påvist kristne grave fra før år 1000, og dette fik byen til at fejre sit 1000 års jubilæum i 2000.

Oslo blev Norges kongssæde i 1299, da kong Håkon 5. Magnusson, som tidligere havde været hertug over blandt andet Østlandet og havde sæde i Oslo, blev konge efter broderen Erik Præstehader. Han påbegyndte opførelsen af Akershus fæstning, som senere blev kongeresidens. Håkon Magnusson igangsatte en række andre byggeaktiviteter som Mariakirken og sørgede for, at byen udviklede sig gennem højmiddelalderen og fordoblede sit indbyggertal til ca. 3.500. Byen blev plyndret og brændt ned af hertug Erik af Södermanland i 1308, men den endnu ufærdige fæstning modstod belejringen. I 1314 blev Oslo Norges hovedstad, da provsten i Mariakirken i Oslo blev udnævnt til kansler og fik Rigets segl "til evig tid".

I unionstiden med Danmark (1387-1814) mistede byen sin status som hovedstad og stagnerede økonomisk. Reformationen reducerede også kirkens betydning som økonomisk magtfaktor, og tabet af arbejdspladser bidrog til byens tilbagegang.

Akershus fæstning og slot, borggården med Romerikstårnet (i tegl) fra 1633 på Nordfløjen. Romeriksfløjen til venstre
Foto: Samuli Lintula

Gennem middelalderen blev byen ramt af gentagne brande, som raserede hovedparten af bebyggelsen, men den blev hver gang genopført. Reformationen gjorde de fleste af byens mange kirker og klostre overflødige, og de var derfor ofre for forfald og plyndring efter bybrandene - eller de blev bevidst revet ned for at man kunne genbruge bygningsmaterialerne til andre formål. Under svenskernes belejring i 1567 blev byen også brændt. Efter en ødelæggende brand i 1624 blev byen flyttet til den modsatte side af Bjørvika efter krav fra kong Christian IV. Af byens betydelige bygninger var det blot katedralen, Sankt Hallvardskirken, og bispegården på ruinerne af det tidligere Olavskloster, der var i behold efter branden. Den blev genrejst som en befæstet by med bastioner med Akershus som citadel. Reguleringsplanen efter renæssancens idealer med lige og brede gader og rektangulære bygninger skulle hindre fremtidige brande. Af samme grund blev det påbudt at bygge i murværk eller udmuret bindingsværk. Samtidig fik byen navnet Christiania efter kongen. Mellem 1877 og 1925 blev navnet almindeligvis skrevet Kristiania. Navnet Oslo blev genindført i 1925.

1700-årene blev en økonomisk opgangstid med betydelig vækst i skibsfart og trælasteksport, og folketallet steg mod slutningen af unionstiden.

Christiania i juli 1814, maleri af Margrethe Kristine Tholstrup
Christiania set fra St. Hanshaugen ca. 1890-1900)

Christiania blev igen hovedstad i 1814, da unionen med Danmark blev opløst. 1800-tallet blev en tid med stærk ekspansion for byen, og mange offentlige bygninger blev opført – Slottet, Universitetet, Stortinget, Nationaltheatret og mange flere. Nye bydele voksede frem for at give husrum til tilflytterne, som skulle bemande de nye fabrikker i sidste halvdel af århundredet. 1. januar 1859 blev Bymarken og en del af Aker kommune med 9.551 indbyggere indlemmet i Christiania. 1. januar 1878 blev yderligere dele af Aker med 18.970 indbyggere overført til hovedstaden (som nu hed Kristiania). Baggrunden for disse byudvidelser var, at man ønskede at få reguleret de sociale og bygningsmæssige forhold i forstæderne, og man indførte murtvang for at reducere brandfaren. I 1880'erne og 1890'erne var der højkonjunktur med en hektisk byggeaktivitet, hvor meget af dagens «murby» blev rejst. Efter krakket i 1899 indtraf der en vis stilstand i byggeaktiviteterne frem til 1910/1911, hvor kommunen begyndte at engagere sig i boligbygningen.

Væksten fortsatte i noget langsommere tempo gennem 1900-tallet. En storstilet reguleringsplan fra 1930-tallet for Etterstad var delvis påbegyndt, men blev stoppet af krigen. Området blev overført fra Aker til Oslo i 1946 i forbindelse med en udbygning efter en ny plan. I 1948 øgedes arealet og folketallet betydeligt, da Aker i sin helhed blev indlemmet. De 130.976 indbyggerne fra Aker betød, at folketallet i hovedstaden på én gang steg med 46 procent. Byens rådhus stod færdigt i 1950.

Navn

Oprindelsen til navnet Oslo har været omstridt. Der er stor enighed om, at betydningen af sidste led er sikker; det betyder slette. Det tyder på, at første led enten hentyder til åsen lige ved byen, Ekeberg, eller til det norrøne ord for «gud». De tolkninger, som er mest sandsynlige, er altså enten «sletten under åsen» eller «gudernes slette». Det er ligeledes også sikkert, at navnet intet har at gøre med «Loelva», et elvnavn, som blev konstrueret af Peder Claussøn Friis i 1613 for at forklare byens navn som «Loens ås». Byen lå ved udløbet af elven Alna, og dette har altid været elvens rigtige navn. I middelalderen blev navnet skrevet både Ásló og Ósló, og den første form er sandsynligvis den ældste.

Efter bybranden i 1624 og den nye grundlæggelse af byen på modsatte side af Bjørvika fik byen navnet Christiania efter kong Christian IV. Fra slutningen af det 19. århundrede blev også skrivemåden Kristiania taget i brug, først i statslige sammenhænge fra 1877 og derefter i kommunale fra 1897. Der blev dog aldrig foretaget nogen formel beslutning om at gå over til at skrive navnet med K, og private kunne skrive navnet på byen, som de ville. Byens navn blev ofte forkortet Xania.

I 1914 brugte det nynorske forlag Det Norske Samlaget ingen af disse skrivemåder, men det gamle bynavn Oslo i stedet. Det var selvsagt for at fremhæve det oprindeligt norske, for i modsætning til Kristiania er Oslo et sådant navn. Det oprindelige navn Oslo blev genindført fra 1. januar 1925 efter vedtagelse i bystyret. Indtil 1925 betegnede Oslo det område, hvor middelalderbyen havde ligget, et område som mod slutningen af det 19. århundrede fik bymæssig bebyggelse og kom til at ligge inden for bygrænsen i 1859. Efter byens navneforandring måtte også denne bydel have et andet navn, og fra 1925 har den heddet Gamlebyen.

Oslo bliver også kaldet "Tigerstaden" efter et digt af Bjørnstjerne Bjørnson.

Politik

Rådhuset
Foto: Chris Nyborg

Oslo har som eneste kommune i Norge både kommunale og fylkeskommunale funktioner og opgaver. Kommunen styres efter en parlamentarisk styringsmodel, hvor byrådet kun sidder, så længe det har tillid i den folkevalgte forsamling, bystyret. Bystyret består af 59 repræsentanter. Byrådet udgøres i perioden 2003-2007 af Høyre og Fremskrittspartiet med støtte fra Venstre og Kristelig Folkeparti.

Byrådet er Oslos regering – kommunens udøvende magt. Byrådet består af en byrådsleder, svarende til en regeringschef, og 6 byrådsmedlemmer, som svarer til ministre. Byrådsmedlemmerne behøver ikke være medlem af bystyret. Hvert byrådsmedlem er politisk leder af en byrådsafdeling, som kan sammenlignes med ministerier.

Byrådet leder kommunens administration, fremlægger forslag for bystyret og er ansvarligt for gennemførelse af de kommunale vedtagelser.

Bydele

Oslo reducerede antallet af bydele fra 25 til 15 fra 1. januar 2004. De femten er:

Bydel Indbyggere Areal Bydelsnummer
Alna 44 482 13,7 km² 12
Bjerke 24 945 7,7 km² 9
Frogner 46 684 8,3 km² 5
Gamle Oslo 36 557 7,5 km² 1
Grorud 25 032 5,1 km² 10
Grünerløkka 38 946 4,8 km² 2
Nordre Aker 41 656 13,6 km² 8
Nordstrand 43 824 16,8 km² 14
Sagene 30 414 3,1 km² 3
St. Hanshaugen 28 287 3,6 km² 4
Stovner 28 656 8,2 km² 11
Søndre Nordstrand 33 863 18,4 km² 15
Ullern 27 599 9,4 km² 6
Vestre Aker 40 878 16,6 km² 7
Østensjø 43 547 12,2 km² 13

Hver bydel styres politisk af et bydelsudvalg på 15 medlemmer, som udnævnes af bystyret. Som en prøveordning blev imidlertid fire af bydelsudvalgene i 1995 og 1999 valgt direkte af befolkningen for at øge den lokalpolitiske interesse. Ved kommunestyrevalget i 2007 bliver alle (15) bydelsudvalg valgt direkte af befolkningen.

Hver af bydelene har også sin egen bydelsadministration, som forbereder sager for bydelspolitikerne og iværksætter det, der besluttes. Hovedopgaven for bydelene ligger inden for socialområdet, ældreområdet og det primære sundhedsområde samt en del andre kommunale tjenester, der ligger i nærmiljøet.

Oslo Centrum

Området omkring Karl Johans Gate, Slottet og Oslo Sentralstasjon udgør Oslo Centrum. Administrationen af fylke og kommune ligger også i bydelen Oslo Centrum.

Venskabsbyer og -regioner

Oslo har følgende venskabsbyer og -regioner: Göteborg i Sverige, Shanghai i Kina, Vilnius i Litauen, Schleswig-Holstein i Tyskland, St. Petersburg i Rusland, provinshovedstaden Mbombela og Mpumalanga-provinsen i Sydafrika og Reykjavík på Island.

Transport

Oslo-sporvognene, en vigtig del af den kollektive transport i Oslo

I Oslo har Samferdselsetaten ansvaret for den langsigtede trafik- og vejplanlægning, trafiksikkerheden samt planlægning af tiltag for fremme af den kollektive trafik.

Vejnet

Vejnettet i Oslo er udbygget med tre ringveje for at aflaste centrumsgaderne for gennemgangstrafik: Ring 1, Ring 2 og Ring 3 (Store Ringvej). Endvidere forløber E18 i en tunnel under bykernen, mens E6 går igennem flere af de østlige bydele.

Den kollektive trafik

Uddybende artikler: Oslo Tunnelbane og Sporvogne i Oslo.

Kollektiv trafik indenfor Oslos grænser administreres hovedsagelig af Oslo Sporveier. Tilbuddet består af et net med næsten 80 linjer i form af undergrundsbane, sporvogn, bus og skib. Desuden driver Stor-Oslo Lokaltrafikk en række bus- og skibsruter til og fra områderne rundt om Oslo. De fleste af disse ruter medtager imidlertid ikke passagerer, der rejser inden for bygrænsen.

Lufthavne

Religion

Oslo Domkirke
Foto: J. P. Fagerback

Den norske kirkes (statskirkens) bispesæde Oslo omfatter foruden Oslo kommune også de to vestlige Akershus-kommunene Asker og Bærum. I Oslo kommune ligger fem af bispedømmets seks territorialprovstier: Domprovstiet, Søndre Aker, Østre Aker, Nordre Aker og Vestre Aker.

Andre lutherske trossamfund er også repræsenterede i hovedstaden som Den evangelisk-lutherske frikirke og Det evangelisk-lutherske kirkesamfund.

Kirker

Andre kristne trossamfund

I Oslo er det også organiserede menigheder tilhørende blandt andet adventister, den anglikanske kirke, baptistsamfundet, de frie evangeliske forsamlinger, den katolske kirke, kvækerne, Metodistkirken, Missionsforbundet, Den nordisk katolske kirke, Den nyapostoliske kirke, Den ortodokse kirke i Norge, Pinsebevegelsen, Den russisk-ortodokse kirke og flere frie menigheder som Oslo Vineyard og Oslo Kristne Senter.

De største kirkesamfund er Den katolske kirke og Pinsebevægelsen[2].

Ikke-kristne trossamfund

Mange Osloborgere tilhører ikke-kristne trossamfund. Pr 1. januar 2004[2] fandtes der i Oslo og Akershus:

I SSBs statistik over medlemmer i tros- og livssynssamfund uden for Den norske kirke fra 2006 benyttes en anden tællemåde. Ifølge denne statistik er der i Oslo i alt 89.313 medlemmer, som er registreret i andre trossamfund, medregnet 57 bosat i udlandet. De forskellige trosretninger fordeler sig på følgende i Oslo:

  • 2.441: buddhisme
  • 33.895: islam
  • 33.229: kristendom
  • 3.228: anden religion
  • 16.520: livssyn (ikke-religiøse, hovedsagelig Human-Etisk Forbund)

Erhvervsliv

Oslo er et administrationscentrum for private og offentlige virksomheder inden for handels- og serviceerhvervene. Størstedelen af tidligere tiders industri, som bl.a. befandt sig ved Aker Brygge, Akerselva og Alna, er i dag nedlagt.

Oslo er i 2007 kåret til verdens dyreste by (det er sket før). Men en række andre europæiske byer nærmer sig Oslo. Undersøgelsen fra britiske Economist Intelligence Unit (EIU), som tager udgangspunkt i prisniveauet i New York, viser at Oslopriserne ligger 32 procent højere, fulgt af Paris (+ 30 procent), København (+ 26 procent) og London (+ 25 procent).

Byen er også hjemsted for Oslo Børs, som blev oprettet i 1819. Udviklingen på børsen følger i høj grad udenlandske børser som NYSE i New York og FTSE i London, men er særlig følsom over for ændringer i olieprisen.

Universiteter og højere læreanstalter

Universitet i Oslo, historisk billede
Foto: Axel Lindahl

Kultur

Segl og flag

Oslo har ikke noget byvåben, men bruger byens segl fra middelalderen som officielt mærke.

Flere aftryk af det oprindelige segl fra ca. 1300 er bevaret. Det er cirkelrundt med en indskrift på latin, som fortæller, at det er osloborgernes mærke. Billedfeltet viser byens skytshelgen St. Hallvard med sine attributter – de tre pile han blev dræbt med og kværnstenen, som drabsmændene bandt rundt om hans hals for at sænke liget i Drammensfjorden. Ved hans fødder ligger en utydelig figur, som i tidens løb er blevet fejltolket. Den forestiller en kriger i ringbrynje og våbenskjorte, og billedet symboliserer Hallvards triumf over den onde fjende, han har besejret. [3] St. Hallvard var byens seglmotiv gennem hele middelalderen og overlevede byens flytning og nyanlæg under navnet Christiania. I 1600-tallet fik byen et motto, som blev brugt som randindskrift på seglet: «Unanimiter et constanter» – enig og standhaftig. Men i senere versioner blev seglets indhold misforstået og fremstillet som en tronende kvinde – lykkens gudinde Fortuna eller den personificerede Christiania. I 1800-tallet genopdagede man, hvem hovedpersonen var, men nu var det figuren nederst, som blev fejltolket som den kvinde, Hallvard forsøgte at redde. [4]

13. januar 1892 vedtog formandskabet i Kristiania en ny autoriseret udformning af seglet og kaldte det «byvåben». Her er kvinden ved Hallvards fødder anstændig påklædt. Ved byjubilæet i 1924 fik seglet (stadig fejlagtig kaldt våben) en ny officiel udformning, tegnet på byarkitektens kontor. Kvinden var fortsat med i billedet og nu helt nøgen. Denne udformning har Oslo kommune siden fastholdt, og den er senest stadfæstet af bystyret ved udarbejdelsen af «Designhåndbok for Oslo» i 1990'erne.

Ved jubilæet i 1924 indførte Oslo kommune også et byflag. Det fik fire vandrette striber – blåt, hvidt, blåt og hvidt. Farverne var formodentlig hentet fra byseglet, siden versionen fra 1892 ofte blev fremstillet i blåt og hvidt. Dette flag blev mærkeligt nok aldrig formelt vedtaget af bystyret, og der blev heller ikke søgt om godkendelse, sådan som lov av 29. juni 1933 om flagning på kommunens offentlige bygninger kræver. I 1996 blev den blå farve officielt normeret.

Ved det seneste byjubilæum i 2000 indførte kommunen et helt nyt flag. Dette viser byseglet fra 1924 i en mangefarvet udgave på blå dug, til forveksling svarende til flaget for ca. 20 af delstaterne i USA. Heller ikke dette flag er forelagt Riksarkivet, som er statens rådgivende organ for flagsager. Kommunen flager derfor ulovligt, idet loven kun tillader kommunen at flage med nationalflaget, det samiske flag eller «av Kongen godkjent by-, herreds- eller fylkesflagg». Kommunen kan for øvrigt ikke påregne at få sit nye flag godkendt, da det strider mod de retningslinjer, som staten har praktiseret siden 1930'erne.

Tusindårssted

Oslo fylkes tusenårssted er Middelalderbyen. Enkelte af bydelene har også egne tusindårssteder:

  • Bjerke: Økernparken, parken bag Økern sygehus. Parken indrettes, så det tilgodeser børn, ældre og handicappede, og har fået en scene som giver muligheder for arrangementer i sommerhalvåret. Foran scenen er en plads med stenbelægning og fliser for at sikre fremkommelighed og mulighed for at hvile. Der skal også opsættes legeredskaber for børn.
  • Uranienborg-Majorstuen: Valkyrie plass, som er blevet et centralt mødested i bydelen. At få realiseret rehabiliteringen af Valkyrie plads var et hovedtiltag for "Kultur gør sund"-projektet gennem flere år.

Teater og biograf

Bykernen har mange teatre og biografer. Colosseum Kino på Majorstua er verdens største THX-biograf.

Priser

Oslo kommune uddeler

Den Norske Nobelkomite uddeler

Seværdigheder

Holmenkollbakken
Foto: Frank Härtelt
Oslo rådhus
Foto: Kjetil Lenes

Idræt og friluftsliv

Bislett stadion
Foto: Kjetil Ree

Oslo var værtsby for vinter-OL 1952. Bortset fra styrtløb, som fandt sted på Norefjell, blev alle øvelserne gennemført indenfor bygrænsen. Åbnings- og afslutningsceremonien blev holdt på Bislett stadion, som i de senere år mest er kendt for sine årlige atletikstævner, Bislett Games, som indgår som en del af IAAF Golden League.

Holmenkollbakken har afholdt utallige verdensmesterskaber i nordiske discipliner, og i 2011 skal det for fjerde gang arrangeres ski-VM der.

To fodboldklubber fra Oslo, Vålerenga og Lyn, spiller i eliteserien i fotball i Norge. Begge hold bruger Ullevaal Stadion som hjemmebane. Ullevaal Stadion er Norges største fodboldstadion og bliver også brugt som Norges landsholdsarena i fodbold.

Oslo er endvidere værtsby for verdens største fodboldturnering, Norway Cup, som bliver gennemført hvert år i august.

Se også

Oslo er en speciel hovedstad med sine parker, friluftsområder og beliggenhed ved fjorden.

 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kendte personer født i Oslo

Referencer

  1. ↑ Statistisk Sentralbyrå: Tettsteder. Folkemengde og areal, etter kommune. 1. januar 2008. Tabell http://www.ssb.no/emner/02/01/10/beftett/tab-2008-06-20-01.html
  2. ↑ 2,0 2,1 Statistisk Sentralbyrå: «Menigheiter og medlemmer i trus- og livssynssamfunn utanfor Den norske kyrkja, etter fylke. 1. januar 2004»
  3. ↑ Hohler, Erla Bergendahl: «St. Hallvard i Oslos bysegl», Byminner 1-1987 s. 4-5
  4. ↑ Hals, Anna-Stina: «Fra Oslos segl til Christianias og Oslos våpen», Byminner 1-1987 s. 12-14

Eksterne henvisninger

Historie

Litteratur

Yngvar Ustvedt (red.): Oslo. 1000 år i ord og bilder. Andresen og Butenschøn. Oslo 1999.

Se også

 Wikimedia Commons har medier relateret til:


Norge Norges Fylker

Akershus | Aust-Agder | Buskerud | Finnmark | Hedmark | Hordaland | Møre og Romsdal | Nordland | Nord-Trøndelag | Oppland | Oslo | Rogaland | Sogn og Fjordane | Sør-Trøndelag | Telemark | Troms | Vest-Agder | Vestfold | Østfold


s·d·r
Hovedstæder i Europa
Amsterdam • Athen • Andorra la Vella • Beograd • Berlin • Bern • Bratislava • Bruxelles • Budapest • Bukarest • Chişinău • Dublin • Helsinki • Jerevan • Kiev • København • Lissabon • Ljubljana • London • Luxembourg • Madrid • Minsk • Moskva • Nicosia • Oslo • Paris • Prag • Pristina • Reykjavik • Riga • Rom • San Marino • Sarajevo • Skopje • Sofia • Stockholm • Tallinn • Tirana • Tórshavn • Vaduz • Valletta • Vilnius • Warszawa • Wien • Zagreb
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Oslo"

This article is from Wikipedia. All text is available under the terms of the GNU Free Documentation License.