|
Article on other languages:
|
Koncentrationslejrfanger i Buchenwald 1945.
En koncentrationslejr, ofte forkortet kz-lejr (af tysk: Konzentrationslager), er en lejr til samling af (ofte større grupper af) mennesker uden rettergang. Der skelnes således mellem fængsling som straf for en forbrydelse og internering i koncentrationslejre. De internerede kan fx være politiske modstandere, folk med psykiske sygdomme, særlige etniske eller religiøse grupper, civile i en kritisk krig-zone, eller andre grupper af mennesker, som regel under en krig. Nogle koncentrationslejre var bygget med henblik på udryddelse af de internerede eller som slavelejre, medens hensigten med andre kan være internering. I den offentlige debat ligestilles ordet "koncentrationslejr" dog ofte med (den nazistiske) betydning "udryddelseslejr".
Den historiske anvendelseI USA anvendte man koncentrationslejre over for indianerne, men disse lejre tog man ikke i pressen eller i offentligheden i øvrigt afstand fra. Så derfor har briterne ofte været anset for at være de første til at anvende koncentrationslejre under den anden boerkrig i Sydafrika, hvor titusinder af boere og sorte blev spærret inde i lejre, hvor de døde af hunger, tørst og sygdomme. Det var på denne tid betegnelsen "koncentrationslejr" blev opfundet for at beskrive de britiske lejre. I løbet af det tyvende århundrede var staters tvangsmæssige internering af civile blevet mere almindelig og nåede et hidtil uhørt barbari med folkedrab i nazisternes kz-lejre. Et lige så omfattende system var de sovjettiske arbejds- og koncentrationslejre i Gulag-systemet. Systemet blev dels brugt til regulær undertrykkelse og etnisk udrensning, dels til økonomisk udnyttelse - især ved store byggeprojekter, skovdrift, minedrift m.m.. De tyske kz-lejreNazisternes koncentrationslejre er de lejre i Tyskland og i de tysk-besatte områder, som de fleste danskere i dag vil forbinde med ordet koncentrationslejre. Millioner af mennesker døde i Det tredje Riges kz-lejre, dels som følge af sult, mishandling og sygdomme i arbejdslejrene, dels i gaskamrene i de deciderede udryddelseslejre. Især Europas jøder var mål for en storstilet udryddelseskampagne, der skønnes at have kostet ca. 7 millioner livet. Danskere i kz-lejreneDe første deportationer skete efter bruddet med Samarbejdspolitikken 29. august 1943. Ca. 6000 danskere sad i fængsel eller koncentrationslejr uden for Danmark.
I sin årsberetning fra 1968 skriver Rigspolitichefen følgende: Internede i alt: 1.967. Døde i koncentraionslejre: 81. Døde senere: 131. Døde under modstandskampen: 46. Døde i alt: 258. Invalideret i koncentrationslejr: 508. Invalideret under modstandskampen: 28. Afskediget på grund af sygdom pådraget ved KZ opholdet: 74.
De fleste kvinder, som blev deporteret, kom til kvindelejren Ravensbrück. I Danmark kan nævnes to lejre, der kan have en relation til koncentrationslejr under besættelsen 1940-45: Horserød- og Frøslev-lejrene. Man bruger her betegnelsen interneringslejr. GULAG
Et lignende system var allerede opfundet ca. 20 år før de tyske KZ lejre, nemlig den Sovjetiske model GULAG - Glavnoe Upralevnie Lagerej på dansk "Styrelsen for korrektions- og arbejdslejre". Systemet blev bygget op af Lenin allerede i 1918 og der var i 1921 allerede 84 lejre. Man ved med sikkerhed at der har været mindst 476 lejre igennem historien, og at systemet toppede i begyndelsen af 1950'erne. Sovjetunionens sidste præsident Gorbatjov opløste lejrene i 1987. Lejrene har haft ca 28,7 millioner fanger igennem tiden. Antallet af døde under disse umenneskelige lejre kan næppe nogensinde opgøres præcist, men der er stærke historike indikationer af at man kan tælle de døde i omkring 3 millioner døde, imens man med sikkerhed ved at Josef Stalin's terrorregime fra 1929-1953 havde mindst 18 millioner fanger i disse GULAG lejre. Officielle tal fra Sovjetunionen som næppe kan betegnes som særligt sikre beregner antallet af døde til omkring 1,5 millioner. De officielle tal kan næppe betegnes som sikre da man eksempelvis ved at der var 786.098 politiske henrettelser i perioden 1934-1953 og da man ved at dødstallene i lejrene i krigens år 1941-1945 nåede højder på omkring 25% dødsfald pr. år i lejrene. GULAG systemet var især under Josef Stalin et uhyreligt system, som blev anvendt til at fremme store arbejdsprojekter, som dæmninger, udgravninger af enorme byggeprojekter, guldminer, våbenproduktioner og andre for Sovjetunionens produktionsfremmende aktiviteter. Anholdelser blev foretaget på tilfældigheder, og folk blev deporteret når det passede systemet og der skulle bruges arbejdskraft til projekter. Tortur, lange arbejdsdage uden tilstrækkelig udrustning, hygiejne, fødevarer og under hvilket folk blev lemlæstede, invalide og døde. Brutaliteten var enorm og voldtægter og mord var daglig dag i de Sovjetiske GULAG systemer. Ingen kunne vide sig sikre imod GULAG. Det var alle formodede modstandere, alle der bare kunne tænkes at ville ønske en anden ledelse af USSR end Josef Stalin kunne blive sendt til GULAG. Helt simpel kriminalitet som et stjålent æg kunne give 20 års straffearbejde i GULAG. Især i Stalin's største paranoia periode i midten af 30'erne var anholdelserne helt og aldeles tilfældige og meget massive. Hele landsbyer blev tømt, helt på linje med det nazistiske rædselsregimes fremfærd og kørt til GULAG. Især NKVD, det senere KGB, var den store "arbejdsgiver". Denne slyngel organisation anholdt folk til rene skueprocesser, ofte helt uden nogen form for rettergang overhovedet. Ofte med tortur alene for rædslens skyld. Disse blev brugt af systemet og Stalin til at undertrykke og tortere det sovjetiske folk i fattigdom og angst. Angst for Josef Stalin. Så grælt var det i 1937 at Josef Stalin udstedte periodiske krav om hvor mange anholdelser der skulle foretages, og hvor mange der skulle henrettes uden nogen begrundelse og uden rettergang. I juni 1937 gav Josef Stalin ordre på at NKVD lederne i aserbajdsjansk skulle foretage 1500 henrettelser og 3750 anholdelser med henblik på straffarbejde i 8 til 10 år. Disse lister var meget detailjerede og eksempelvis omtalte juni ordre skulle 10.500 mennesker henrettes i Sovjetunionen uden nogen begrundelse endsige dom. Der blev ingen menneskelige hensyn taget til de sovjetiske borgere, de blev betragtet som antisociale på linje med Hitler's opfattelse af blandet andet det Jødiske folk som undermennesker. Børn af anholdte, også spædbørn blev adskilt fra deres mødre, blev "indlagt" på "hospitaler", blev kraftigt underernærede og døde ofte en langsom og pinefuld død, ligesom deres mødre og fædre i lejrene blev "arbejdet ihjel". Hele familier blev på denne baggrund udryddet, fuldstændigt som nazisterne ufattelige folkedrab i eksempelvis Auschwitz. Der var ingen masse henrettelser eller forsøg på systematisk udryddelser af hele folkefærd på linje med Nazisternes forsøg på at udrydde det jødiske folk. Men brutaliteten skal man ikke tage fejl af - der var ingen medfølelse i NKVD eller i Josef Stalin. Opfattelsen af et andet menneske som undermenneske (eutanisme) var i perioden 1920-1950 meget udbredt i både Tyskland, Japan og Sovjetunionen. Kendetegnende for disse tre særdeles brutale diktature var at de alle tre var udemokratiske, stærkt indoktrinerende og stærkt undertrykkende overfor deres eget folk, og især de mennesker som de anså for at være deres fjender. Gulag må betegnes at være nyere histories ustraffede folkedrab nr. 1. Både Tyskland og i et vist omfang også Japan blev straffet for deres modbydelige og umenneskelige adfærd under krigen. En interessant betragtning er også at de sovjetiske medier og myndigheder gjorde et meget stort politiske propaganda nummer ud af at lave retsager imod de nazistiske medløbere som de nu kunne finde i eksempelvis Auschwitz i 1944-45 - imens de i deres eget land foretog sig handlinger som kunne betegnes at være nogenlunde på linje med hvad Hitlers nazistiske mordere foretog sig. Koncentrationslejre i nyere tidOgså i krigen på Balkan i 1990'erne oprettedes der koncentrationslejre. Se ogsåHenvisninger |
This article is from Wikipedia. All text is available under the terms of the GNU Free Documentation License.