Kina:

Kina, hvis officielle navn er Folkerepublikken Kina, er det største land i Asien og det tredjestørste land i verden. Med en befolkning på mere end 1,3 milliard mennesker, hvilket er ca. en femtedel af jordens befolkning, er det verdens mest folkerige land. Hovedstaden er Beijing.

Kinas kommunistiske parti har styret landet som en etpartistat siden grundlæggelsen i 1949. Kina er involveret i en langvarig konflikt om Taiwans politiske status. Kuomintang, der var kommunisternes rival under den kinesiske borgerkrig, trak sig tilbage til Taiwan i 1949 og påstod at være de retmæssige ledere af Kina og Mongoliet og kaldte sig Republikken Kina. Siden 1990'erne er Taiwan gået bort fra de krav. Kina på den anden side mener, at Taiwan er en provins i Kina og truer med krig, hvis Taiwan officielt erklærer sig for uafhængig.

På grund af landets meget store befolkning og kraftige økonomiske vækst og store investeringer i forskning og udvikling bliver Kina ofte anset for at være en kommende supermagt.^[1]^[2]. Det er verdens fjerdestørste økonomi (i 2006 tal). Kina er også permanent medlem af FN's sikkerhedsråd og medlem af APEC.

Kina spiller en stor rolle i international handel. Landet er verdens største forbruger af stål og beton og bruger henholdsvis en tredjedel og over halvdelen af verdens produktion af hver.^[3] Det er også verdens anden største importør af råolie. Hvis man kigger på alle produkter så er Kina den tredje største importør^[4] og den anden største eksportør^[5] i verdenen.

Historie

Kinas historie er nedskrevet siden det 16. århundrede f.Kr.. Skildpaddeskjold hvorpå der er graveret med kinesisk skrift fra Shang-dynastiet er blevet kulstof 14-dateret til omkring 1500 f.Kr.. Disse optegnelser tyder på, at den kinesiske civilisation begyndte som bystater langs Den Gule Flod. År 221 f.Kr. regnes almindeligvis som det år, Kina blev samlet i et stort rige. Efterfølgende dynastier i Kinas historie udviklede et bureaukrati, der gjorde det muligt for kinesiske kejsere at styre det store landområde, der i dag kendes som Kina.

Større krigshandlinger i den kinesiske borgerkrig sluttede i 1949, og Kinas kommunistparti havde kontrol med næsten hele landet, og Kuomintang, som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949, havde kun kontrol over Taiwan og nogle omkringliggende øer. Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Zedong Folkerepublikken Kina.

Efter en række katastrofale økonomiske fejltagelser (som følge af Det store spring fremad) trådte Mao tilbage som formand i 1959 og blev efterfulgt af Liu Shaoqi. Mao havde stadig meget kontrol over partiet, men havde ikke kontrol med den økonomiske politik, der i stedet blev styret af Liu Shaoqi og Deng Xiaoping.

For at Mao igen kunne få magten, startede han Kulturrevolutionen i 1966, der varede til hans død 10 år senere. Forholdet til Sovjetunionen, der i forvejen ikke var godt, blev i perioden endnu værre, og i 1969 var det tæt på atomkrig mellem Kina og Sovjetunionen. I 1972 mødtes Mao med USAs præsident Richard Nixon i Beijing. Senere samme år blev Folkerepublikken Kina af FN anerkendt som Kinas legitime regering. Indtil da havde republikken på Taiwan haft Kinas plads i FN og i sikkerhedsrådet.

Efter Maos død i 1976 og anholdelsen af Firebanden, der fik skyld for overgrebene begået under Kulturrevolutionen, fik Deng Xiaoping hurtigt vristet magten fra den af Mao udpegede efterfølger Hua Guofeng. Selvom Deng aldrig blev hverken leder af partiet eller landet, lykkedes det ham at gennemføre omfattende økonomiske reformer. Gradvist løsnede kommunistpartiet kontrollen over borgernes privatliv, og kollektivlandbrugene blev afskaffet, og landmændene fik jord, de selv ejede, hvilket motiverede øget produktion. Det betød også, at Kina gik fra planøkonomi til "blandet økonomi". Folkerepublikken fik ny forfatning den 4. december 1982.

Den reformvenlige politiker Hu Yaobangs død i 1989 var med til at starte Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads samme år, hvor studenter og andre i flere måneder demonstrerede til fordel for demokrati og ytringsfrihed. Demonstrationerne blev stoppet den 4. juni, da kampvogne og soldater fra Folkets Befrielseshær med magt ryddede pladsen ved at skyde mod de ubevæbnede demonstranter med mange døde og sårede til følge. Enkelte billeder af rydningen slap ud af Kina, bl. a. "Tankmanden", det berømte billede af en ubevæbnet mand, der forsøger at stoppe en kampvogn ved at stille sig foran den. Den voldelige rydning medførte fordømmelse og sanktioner imod Kinas regering fra de fleste lande i verdenen.

Selvom Kina har brug for økonomisk vækst for at kunne udvikle landet, er regeringen begyndt at blive bekymret over, om den hurtige økonomiske vækst har skadet landets ressourcer og miljø. En anden bekymring er, om nogle dele af samfundet ikke får tilstrækkelig andel af den økonomisk vækst. Derfor har den nuværende præsident Hu Jintao og premierminister Win Jiabao vedtaget programmer, der skal sikre en mere ligelig fordeling af landets ressourcer. Om det er tilstrækkeligt til at løse problemerne, vil tiden vise.^[8] Det meste af Kinas befolkning har oplevet en kraftig stigning i levestandarden, men den politiske kontrol er stadig stram.

Politik

Selvom Kina af mange eksperter i statskundskab bliver anset for at være kommunistisk, har det siden 1980'erne ikke være muligt at give en simpel beskrivelse af Kinas politiske system.^[9] Kinas regering er af forskellige internationale observatører blevet betegnet som autoritær, kommunistisk og socialistisk med stærke restriktioner på mange områder som fx internet, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ret til at få børn og religionsfrihed men sammenlignet med hvor lukket Kina var i 1970'erne, er Kina nu langt mindre restriktivt, men stadig langt fra så demokratisk som Europa og Nordamerika.

Landet regeres på grundlag af forfatningen fra 1982. Kinas nuværende præsident er Hu Jintao og nuværende premierminister er Wen Jiabao.

Landet styres af Kinas kommunistparti, der er sikret magten via forfatningen^[10]. Der er andre partier i Kina, der i Kina omtales som "demokratiske", der deltager i Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference og Den Nationale Folkekongres. Der er åbnet lidt op for muligheden for valg på lokalt niveau/by-niveau^[11]^[12] men på regeringsniveau har kommunistpartiet den fulde magt. Nogle af de store politiske emner i Kina er den stigende forskel mellem rig og fattig,^[13] og utilfredsheden med den udbredte korruption blandt kommunistpartiets ledere og embedsmænd. Kommunistpartiets støtte i den kinesiske befolkning er uklar, da der ikke er nationale valg. Mange i Kina ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver.

Udenrigspolitik

Kina har diplomatiske relationer med de fleste større lande i verden. Sverige anerkendte, som det første vestlige land, Folkerepublikken Kina den 9. maj 1950.^[14] ^[15] Folkerepublikken Kina overtog i 1971 Republikken Kinas (Taiwan) plads som repræsentant for Kina og blev en af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsråbet. Kina er også observatør i De alliancefrie landes bevægelse.

Kina fører en ét-Kina-politik, der betyder at Kina kun vil have diplomatiske forbindelser med lande der anerkender Kinas krav på Taiwan og som ikke har diplomatiske forbindelser med Taiwan. Den kinesiske regering er også kraftigt imod at taiwanesiske politikere som Lee Teng-hui og Chen Shui-bian eller kontroversielle personer som Tenzin Gyatso (Tibets Dalai Lama) modtages officielt af nogle lande.

Japan og Kina har ind imellem haft et anstrengt forhold til hinanden blandet andet fordi at der i nogle japanske skolebøger er benægtelser af overgreb begået af japanske soldater i Kina under 2. verdenskrig. En anden grund er at japanske regeringsembedsmænd med jævne mellemrum har besøgt Yasukuni helligdommen. Forholdet mellem Kina og Japan er blevet bedre siden Shinzo Abe blev Japans premierminister den 26. september 2006.

Befolkningspolitik

Grundet en befolkning på over 1,3 milliard mennesker og en estimeret vækstrate på 0,57% er Kinas regering bekymret over og opmærksom på sin befolkningsvækst og har med blandet held forsøgt forskellige familieplanlægningspolitikker.^[16] Regeringens mål er ét barn per familie med undtagelser af for etniske minoriteter samt i tyndtbefolket områder hvor en familie må få barn nummer to hvis første barn er handicappet eller en pige. Regeringens mål er at stabilisere befolkningen og befolkningsvæksten så tidligt som muligt i det 21. århundrede, men mange nuværende prognoser estimerer en befolkning mellem 1,4 og 1,6 milliard i 2025. Kinas familieminister har udtalt at Kina vil forsætte etbarnpolitikken mindst til 2018.^[17]

Der er modstand mod politikken særligt i landsbrugsområder hvor der er brug for arbejdskraft og fordi man i Kina traditionelt altid ønsker sig at få sønner. Folk der ikke overholder etbarnspolitikken lyver ofte om antal familiemedlemmer når der er folketælling.^[18] Officiel politik forbyder brug af tvangsaborter eller tvangssterilisation, men der fremkommer jævnligt beskyldninger om at lokale embedsmænd tager drastiske midler i brug for at nå befolkningsmålsætninger.

Fordi resultater af folketællinger i Kina er blevet stadig mere upålidelige er det svært at sige om politikken har haft den ønskede effekt.^[19] Kinesiske demografers bud på Kinas fertilitetsrate varierer fra 1,5 til 2,0. Regeringen er særligt bekymret for at der vil bliver født langt flere drenge end piger fordi familier traditionelt foretrækker drenge og det er derfor forbudt at bruge ultralydscan til kønsbestemmelse og efterfølgende abort af pigefostre.

Menneskerettigheder

Brug af censur er udbredt, og kommunistpartiet undertrykker enhver organisation, som det anser for at være en trussel imod dets magt, med hård hånd - som det var tilfældet med Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads (1989). Medierne er blevet aktive med hensyn til at skrive om sociale problemer og kritik af korruption i de lavere dele af regeringen. Det er også oftere blevet tilladt at demonstrere på grund af lokale problemer. Hu Jintao har dog samtidig oftere slået ned på kritiske journalister, selv udenlandske.

Politiske inddelinger

Kina er inddelt i 23 provinser, 5 autonome regioner og 4 kommuner. Disse siges tilsammen at udgøre hovedlandet Kina. Udover de 22 provinser anser den kinesiske regering også Taiwan for at høre under Kina og betragter derfor Taiwan som sin 23. provins.

Hertil kommer de to særlige administrative områder Macao og Hongkong, som hører under den kinesiske administration, men som nyder en udstrakt selvstændighed i forhold til øvrige provinser, regioner og kommuner.

Desuden består Folkerepublikken Kina af 56 forskellige officielle nationaliteter.

Geografi

Kina har et meget varieret landskab. I øst, langs kysten mod det Gule Hav og det Østkinesiske Hav ligger nogle rigt udnyttede og tætbefolkede alluviale sletter og i syd mod det Sydkinesiske Hav er landskabet i højere grad fyldt med bjerge. I det centraløstlige Kina finder man floddeltaerne fra Kinas to største floder, Huang He og Yangtze, men også Xiang-floden, Mekong, Brahmaputra og Amur kan nævnes som store kinesiske floder.

I det vestlige Kina præges landskabet af store bjergkæder – heriblandt Himalaya med Kinas højste punkt, Mount Everest. Her ligger også store, højtliggende plateauer med tørt landskab i form af ørkener såsom Taklamakan og Gobi-ørkenen,

Grundet længere tids tørke og dårlige agrikulturelle metoder er sandstorme blevet almindelige om foråret i Kina. Ifølge det kinesiske miljøbeskyttelsesagentur udvides arealet af Gobi-ørkenen "som en tsunami" og denne ørken er en stor kilde til sandstorme, der påvirker andre egne af både Kina og omliggende nordøst-asiatiske områder såsom Taiwan, Korea og Japan. Støv fra disse nordlige sletter er blevet sporet så langt væk som den amerikanske østkyst. Manglende vandrensning (i form af forurening af floder fra husholdning, fabrikker samt anvendelse af overrislingsmetoder og til drikkevand) har i de senere år været kilde til miljømæssige konflikter mellem Kina og nogle af dets nabolande.

Økonomi

Siden 1978 har Folkerepublikken Kina forsøgt at reformere den kinesiske økonomi fra sovjet-inspireret planøkonomi til en mere markedsorienteret økonomi, men stadig inden for en forholdsvist rigid politisk ramme under kommunistpartiets kontrol. Blandt andet er det agrikulturelle ansvar flyttet fra kollektive instanser til den enkelte husholdning, industriens daglige ledere har fået mere autoritet og ansvar, tilladt mindre og større firmaer inden for en lang række service- og forarbejdningsfag samt åbnet økonomien op for at øge international samhandel og investering. Man har også slækket på den tidligere udstrakte priskontrol. Dette har forårsaget et skift i kinesisk økonomi fra planøkonomi til en blandet økonomi med både kommunistiske og kapitalistiske tendenser.

Kina har ry for at være et land, der kan fremstille varer for små omkostninger, hvilket primært skyldes en stor, ikke-organiseret, billig arbejdsstyrke. Timelønnen for en ufaglært arbejder på en kinesisk fabrik i det rurale område af Kina er under $1 i timen, men det skal selvfølgelig sammenholdes med, at leveomkostninger (prisen for varer og services) er betydeligt lavere i Kina end i mere udviklede lande. Oveni dette kommer, at mange kinesiske arbejdere ikke er organiseret i fagforeninger. En mulig årsag til dette kan være den kinesiske arbejdskultur og -etik, men det kan også skyldes en frygt for, at fagforeninger vil blive udnyttet af kommunistpartiet til at identificere dissidenter.

Et andet ofte overset aspekt af den kinesiske økonomi er den lave udgift til andre omkostninger end arbejdskraft (for eksempel faciliteter, råvarer med videre). Dette skyldes et stærkt konkurrencepræget marked med mange producenter og en generel tendens til overudbud og lave priser. Der er også stadig spor af priskontrollen og leveringsgarantier fra planøkonomiens tid. Efterhånden som statskontrollerede virksomheder bliver udliciteret og arbejdere skifter til andre sektorer vil denne deflatoriske effekt sætte et større pres på økonomien.

Kinas vækst på det globale marked har skabt bemærkelsesværdige konflikter - især i forbindelse med ubalancen i handelsforholdet mellem Kina og USA. Dette skyldes, at Kina kan producere varer, som er eftertragtede i USA, langt billigere end øvrige asiatiske eller latinamerikanske lande, mens USA sjældent kan levere varer til Kina, der kan konkurrere med tilsvarende fra Europa eller Asien. En anden faktor (nævnt af flere kilder) er vekselkursen mellem den kinesiske yuan og den amerikanske dollar, der i en periode har været fastlåst. Først den 21. juli 2005 annoncerede Kinas Folkebank at man ville have en mere flydende vekselkurs, hvor man tillod, at valutaen nærmede sig den amerikanske dollar med 0,3% om dagen. Der er også en begrænsning på den omvekslede mængde af Yuan til udenrigs valutaer på max 3% om dagen. Disse føderale restriktioner har gjort det svært for mange amerikanske virksomheder at eksportere til det kinesiske marked og har bidraget til den skæve handelsbalance.

I 2003 steg Kinas BNP udtrykt som købekraftsparitet til $6.4 billioner (40 billioner danske kroner) og blev dermed den næststørste i verden^[5]. Udtrykt i sædvanlige størrelser forventes Kinas BNP i 2005 at blive den sjettestørste i verden. Dog grundet den store befolkningsstørrelse giver det kun estimeret $5.600 per indbygger, hvilket placerer Kina som nummer 90. Kinas officielt rapporterede vækst var i 2003 på 9.1%.

Den økonomiske ulighed mellem kyststrækning i øst og det øvrige land er til stadighed stor. For at imødegå dette potentielt destabiliserende problem har den kinesiske regering i 2000 initieret Udviklingen af Vestkina, i 2003 Revitaliseringen af Nordøstkina og i 2004 Opløft af Centralkina. Alle disse initiativer forsøger at hjælpe det indre Kina at følge med kyststrækningens vækst. Billedet her til højre viser hvilket områder, der er mål for hvilke initiativer.

Demografi

Aldersfordeling:
0-14 år: 22,3% (hankøn 153.401.051; hunkøn 135.812.993)
15-64 år: 70,3% (hankøn 469.328.664; hunkøn 443.248.860)
65 år og derover: 7,5% (hankøn 46.308.923; hunkøn 50.747.133) (est. 2005)

Etniske grupper

Folkerepublikken Kina anerkender officielt 56 forskellige etniske grupper, hvoraf den største er hankinesere, som udgør omkring 91,9% af befolkningen. Større etniske minoriteter inkluderer zhuang (16 millioner), manchu (10 millioner), huikinesere (9 millioner), miao (8 millioner), uighur (7 millioner), yi (7 millioner), tujia (5,75 millioner), mongoler (5 millioner), tibetanere (5 millioner), buyi (3 millioner) og koreanere (2 millioner).

Største byer

Folkerepublikken Kina består af mange store byer (over 1 million indbyggere), hvor af adskillige er blandt de 100 mest folkerige byer i verden. Nedenstående tabel viser de 20 største byer og deres estimerede befolkningsstørrelse i millioner mennesker^{[6] (2002)}:

Kultur

Religioner

De fleste kinesere — 59% af befolkningen, eller ca. 767 millioner mennesker — siger selv at de ikke er religiøse.^[20] Men, ritualer og religion — særligt den traditionelle tro på konfucianisme, taoisme and buddhisme — spiller en vigtig rolle i manges liv. Ca. 33% af befolkningen følger en blanding af trosretninger som benævnes i statistikkerne som "Traditionel tro" eller blot "Andet".

Ca. 8 % af befolkningen er buddhister.^[21] Regeringen har opgjort antallet af kristne til 16 millioner.^[22] En uafhængig undersøgelse af East China Normal University kom frem til at der er 40 millioner kristne i Kina, hvilket er meget mere end regeringens tal men meget lavere end hvad nogle udlandske observatører er kommet frem til.^[23] Officielle tal angiver at der er 20 millioner muslimer i Kina.

Sport

Kina er blandt de tidligste steder i verden hvor man begyndte at dyrke sport. Der findes bevis for at Kina er det sted i verden hvor for en form for fodbold først blev spillet.^[24] Udover fodbold er følgende andre sportsgrene populære i Kina:^[25] kampsport, bordtennis, badminton, svømning, basketball og på det seneste golf og rugby. Brætspil som go, xiangqi (kinesisk skak) og mahjong (májiàng) og på det seneste skak er populære spil i Kina.

I kinesisk kultur anses det for vigtigt at være fysisk aktiv og man kan se ældre lave qigong og tai chi i parker om morgenen og studerende laver strækkeøvelser på skolens område. Den professionelle amerikanske basketball-liga NBA har mange unge tilhængere i Kina og Yao Ming er et stort idol for dem.

Sommer-OL 2008 vil blive afholdt i Beijing og derfor er der for tiden øget fokus på sport i Kina.

Mad

Mad er en vigtig del af Kinesisk kultur. Stort set alt mad er knyttet til en eller anden effekt på helbredet. Kineserne spiser ofte ude. Det Kinesiske køkken har ophav i de forskellige provinser og der findes uendeligt mange retter. Der spises med pinde og maden serveres i fælles skåle på bordet og alle spiser af alle de retter der er på bordet. I Sydkina er ris det dominerende tilbehør, men i nord er det mere baseret på brød lavet af korn. Fokus på maden og dens betydning for helbredet er meget udbredt og kineserne bruger en langt større del af deres indtægt på at købe mad end hvad der kendes fra Danmark. De er langt mere opmærksom på smag, kvalitet og vigtigheden i at spise sundt og varieret. ^{[Kilde mangler]}

Men som altid med Kina skal det bemærkes, at det er et stort land og derfor er der utroligt mange lokale variationer, som gør det vanskeligt at generalisere.

I Kina har de en meget mere forskellig mad, end hvad der kendes fra Danmark. Der findes både meget krydret mad og mad, som er stort set uden tilsat smag. Der spises meget ris i Kina, men det er en udbredt misforståelse, at det er alt hvad der spises. Mange kinesere fra Nordkina bryder sig slet ikke om ris.

I byerne køber man sin morgenmad på gaden, på vej til arbejde. Fabriksarbejdere spiser hovedsageligt alle måltider på den fabrik de arbejder. Folk som arbejder på kontor får evt. bragt mad ud eller spiser på restaurant. Frokostpausen er normalt så lang, at der tid til at både spise og få sig en lur.

Den gryde der i Danmark kaldes en wok er allround værktøjet i det kinesiske køkken. Meget mad lynsteges eller dampes. Ovn findes sjældent privat, men bruges på restauranter. Feks. er Peking And, som er en af de mest kendte kinesiske retter, stegt i ovn. Peking And består hovedsageligt af det gyldne sprøde skind fra anden, det dyppes i Hoisin sauce og rulles i en lille pandekage, sammen med tynde strimler af f.eks porre og agurk.

Fritid

Kineserne har en fridag om ugen, og det er søndag. Det er dog ved at ændre sig til to dage, ligesom vi har i Danmark og mange andre lande i verden. Skolebørn har to ferier, en om sommeren og en om vinteren, og det er sjældent at de voksne har regelmæssige ferier. Men når familierne så har ferier, er der ofte ikke særlig mange penge til at rejse rundt for, så ferierne foregår med i eller tæt på deres hjem. Nogle rejser dog rundt og oplever nye sider af Kina og naturen, som de ikke havde set før. Det er for det meste de rigere familier.

I fritiden laver kineserne mange forskellige ting, nogle ser fjernsyn og bruger mange timer foran den. Men i de store byer hvor familierne bor i små lejligheder, er man tit udenfor og besøger den nærmeste park, da mange ikke har sin egen have. Ude i parkerne snakker de, spiller kort, gør gymnastik eller går en tur. Nogle steder er der også en sø, så man kan tage en sejltur. Der er også underholdning, som sangere og trylleshows. Rundt omkring er der små boder hvor man kan købe lidt snacks eller drikkelse. Nogle tager også hen og besøger det nærmeste tempel, eller bjerg.

Mange steder hører de traditionel kinesisk musik eller opera, men mange af de unge kan bedst lide at høre pop på de nærliggende diskoteker, hvor de synge karaoke. Kineserne kan også godt lide at gå i biografen eller operaen.

Den vigtigste officielle højtid i Kina, er den kinesiske nytårsfest i januar eller februar. Her mødes familierne og spiser og drikke, eller besøger slægtninge og tænder fyrværkeri.

Sprog

Som talesprog består kinesisk af mange lokale varianter der kan deles op i: mandarin, wu, kantonesisk og min. Langt de fleste kinesere taler en lokal dialekt der er en mandarin variant. Sprogvariationerne kan være meget store fx kan en kineser der kun kan tale en wu-dialekt ikke forstår en der kun kan tale en kantonesisk dialekt. De fleste kinesere kan tale standard kinesisk også kaldet standard mandarin eller blot mandarin fordi det er Kinas officielle sprog og der undervises i det i folkeskolen samt det bruges i fjernsynet mv. Kinesisk skrift er baseret på standard kinesisk. Kineserne kalder selv standard kinesisk for putonghua (fælles sprog) og det gør det muligt for alle kinesere at læse de samme aviser men det er ikke altid de kan forstå hinanden mundtligt hvis de ikke har lært god udtale af standard kinesisk i skolen.

Referencer

↑ Gordon, Peter. Review of "China: The Balance Sheet -- What the World Needs to Know Now About the Emerging Superpower". The Asia Review of Books. Hentet 2007-12-24.
↑ Miller, Lyman. China an Emerging Superpower?. Stanford Journal of International Relations. Hentet 2007-12-24.
↑ [1] China’s Building Boom. Retrieved 2. december 2006,
↑ The World Factbook, Rank Order - Imports.
↑ WTO: China overtakes US as second biggest exporter
↑ Nation bucks trend of global poverty (11. juli 2003). China Daily.
↑ China's Average Economic Growth in 90s Ranked 1st in World (1. marts 2000). People's Daily Online.
↑ "China worried over pace of growth". BBC. Besøgt 16. april 2006.
↑ Boum, Aomar (1999). Journal of Political Ecology: Case Studies in History and Society. Besøgt 5. maj 2007.
↑ http://english.people.com.cn/constitution/constitution.html
↑ Unknown Author (2003). Beijingers Get Greater Poll Choices (Web). China Daily. Hentet 2007-02-18.
↑ "Does China’s Land-Tenure System Discourage Structural Adjustment?" by Bryan Lohmar and Agapi Somwaru. 1. maj 2006. USDA Economic Research Service. URL accessed 3. maj 2006.
↑ China sounds alarm over fast-growing gap between rich and poor. Besøgt 16. april 2006.
↑ http://www.fmprc.gov.cn/eng/wjb/zzjg/xos/gjlb/3361/default.htm
↑ http://www.chinaembassy.se/eng/zrgx/t100751.htm
↑ The New England Journal of Medicine, September 2005
↑ [2]
↑ http://www.usembassy-china.org.cn/sandt/fertl2b.htm,
↑ http://www.usembassy-china.org.cn/sandt/fertl2b.htm
↑ World Desk Reference. D K Publishing. ISBN 0-7566-1099-0
↑ Macintosh, R. Scott. China's prosperity inspires rising spirituality (9. marts, 2006). Besøgt 15. april 2006.
↑ Chinese government official statistics on Christian population in China. hrwf.org. Hentet 2007-08-27.
↑ Christian population in China. guardian.co.uk. Hentet 2007-08-27.
↑ Origins of the Great Game. 2000. Athleticscholarships.net. Besøgt 23. april 2006.
↑ ESPN Soccernet. 2002. ESPN Soccernet. Besøgt 26. januar 2006

Kina

Indholdsfortegnelse