Grammofonplade

Article on other languages:

En grammofonplade indeholder lagret lyd og kan afspilles på en grammofon. Betegnelsen grammofonplade bliver kun sjældent anvendt i dag. I stedet taler man om en lp-plade eller en vinylplade. Princippet i en grammofonplade er mekanisk; pick-up'en bevæger sig gennem en zig-zagget rille, og svingningerne i pick-up'en omsættes til et elektrisk signal, der igen omsættes til svingninger i højttaleren, og dermed lyd.

Indholdsfortegnelse

Grammofonpladens historie

De første grammofonplader kom omkring år 1900, og var fremstillet af asbest og shellak, ( derfor blev de kendt som "lak-plader" ) og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet. Frem til ca. 1928 blev de indspillet akkustisk via en tragt der modtog lyd, og herefter gik man over til elektriske mikrofon-indspilninger, dog uden mulighed for variation af lydbilledet. De maksimale spilletid pr. pladeside var lige godt 3 minutter, eller små 5 minutter på de lidt større 30 cm-plader. Afspilningen foregik i de tidligste tider med udskiftelige kraftige nåle af forskelligt materiale, men det mere sejlivede safir- eller diamantmateriale viste sig mest velegnet - ikke mindst for pladerne. Efter 2.verdenskrig kom amerikanerne med de første plader der kørte med 45 omdrejninger. Idet man i det efterfølgende vinylmateriale kunne presse rillen mere sammen, blev pladen mindre, men indeholdt fortsat kun et enkelt nummer på hver side. Den engelske betegnelse single brugtes også i Danmark. EP-pladerne ( engelsk forkortelse for Extended Play ) kom ligeledes på markedet. De kunne som noget nyt rumme hele 4 numre på samme plade, omslaget var stift og ofte med noter på bagsiden.

I Danmark blev de sidste shellak-plader udgivet i 1957/58. Herefter gik man helt over til vinyl.

Når større værker (specielt af klassisk musik) blev udgivet på lak var det, pga. den begrænsede plads på pladerne, nødvendigt at udgive det som et helt sæt af plader. Disse blev samlet i et album man bogstaveligt kunne bladre i. Denne betegnelse har overlevet til beskrivelse af udgivelsen af en samling musik-numre på en LP eller en CD.

De "moderne" grammofonplader er lavet af PVC (Polyvinyl Chlorid) og er ret følsomme overfor ridser, bøjning og anden fysisk overlast. men lyden blev mere ren, nålestøj og knitren ble stærkt minimeret, og begrebet High Fidelity (Hi-Fi) opstod. Som følge heraf krævedes ligeledes moderniseret afspilningsudstyr, og internationale standarder for indspilningsfrekvenser.

Samtidig med 45-pladerne kom 30cm-pladerne der kørte med 33⅓ omdrejninger i minuttet - hvilket gav anledning til et nyt navn, lp-pladen, hvor lp er en engelsk forkortelse for Long Playing. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd, og fra omkring 1960 blev de første plader (på begge hastigheder) udsendt i stereo. I 1970'erne eksperimenterede man desuden med 2-kanals-stereo, kaldet Qaudrofoni. De første LP'er var primært sammensat af kunstnernes forskellige single-udgivelser, men i 1960'erne blev det mere almindeligt, at en kunstner/gruppe udgav et helt samlet lp-album. Bemærk: Man bør aldrig spille en 33⅓ rpm plade i 45 rpm hastighed da det kan skade det øverste frekvensområde når nålen ikke kan følge med på de høje frekvenser.

LP-pladen regnedes i mange år for forældet, men er i de senere år begyndt at vinde frem igen, dog mest for entusiaster. Den blev som mainstream-product igennem 1980'erne og 1990'erne erstattet helt af audio-cd eller Compact Disc Audio. Vinylpladen anvendes dog stadig på mange diskoteker - bl.a. fordi en disk-jockey har mulighed for håndmanipulation med en grammofonplade og derved mulighed for at skabe nye lyde. Samtidigt giver det også mere blikfang at se vinylpladerne rotere.

Vinylpladen og cd'en

Teknikken bag vinylpladen er markant anderledes end den bag cd'en. Musikken på en cd er lagret digitalt, mens den på vinylpladen er lagret analogt. Selvom den almindelige opfattelse er, at den digitale cd har en bedre lydkvalitet, er der stadig diskussion om, hvorvidt dette er tilfældet eller ej. Grunden til, at diskussionen stadig findes, er, at der findes svagheder ved både den analoge teknik bag vinylpladen og den digitale teknik bag cd'en. Afspilleren af de respektive medier er dog altafgørende.

De to væsentligste begrænsninger ved cd'en er båndbredden og dynamikområdet. Båndbredden for cd-lyd er begrænset af den anvendte samplingsfrekvens, og den er 44,1 kHz for en cd. Teoretisk kan man gemme og genetablere et signal eksakt hvis signalets båndbredde er opad begrænset til det halve af samplingsfrekvensen, altså 22,05 kHz i dette tilfælde. En af udfordringerne ved at optage lyden digitalt er netop at opnå denne båndbreddebegrænsning i praksis uden at miste noget væsentligt indhold af lydsignalet, og der bliver brugt mange tekniske foranstaltninger for et opnå dette.

Begrænsningen i cd'ens dynamikområde har sit udgangspunkt i antallet af bits der er anvendt til at gemme det samplede signal; en cd har en opløsning på 16 bits. Hvert sample må nødvendigvis være afrundet til nærmeste værdi, og den afrunding har større og større indflydelse des svagere signal er. Denne strøm af afrundinger vil give en fejl på det digitale signal, og det betegnes kvantiseringsstøj. Kvantiseringsstøj har en del teoretiske egenskaber tilfældes med andre typer støj og med det udgangspunkt kan man f.eks. beregne cd'ens teoretiske dynamikområde som er 96 dB. Dette tal er langt bedre end hvad der normalt opnås med en vinylplade, men der er det særlige forhold, at når signalet bliver meget svagt vil kvantiseingsstøjen blive korreleret med signalet, hvilket i sidste instans viser sig ved at signaler som er mindre end en halv sampleværdi helt vil forsvinde ved digitaliseringen. Den hørbare effekt af denne korrelation er omdiskuteret.

På vinylpladen gemmes lydsignalet ved at omsætte det til mekaniske bevægelser i en skærenål. Det giver ikke samme begrænsninger som cd'en, men til gengæld kommer der andre til. Ved indspilningen gennemgår lydsignalet filtreringer og andre behandlinger som kan påvirke lyden, men en af de væsentlige svagheder er støj. Til forskel fra cd'ens kvantiseringsstøjgulv er sædvanlig pladestøj en kombination af hvid støj og knitren som kommer til hvis der kommer snavs i pladerillen. Det er en subjektiv vurdering hvor meget det forringer lytteoplevelsen, men generelt kan den menneskelige hørelse opfatte signalnuancer som er langt svagere end den overlejrede hvide støj.

lp plader afspillet på en desideret high-end pladespiller genererer ikke mere hørbar støj end en cd-afspiller og lp en styrke i forhold til cd en er dens evne til at gengive musiken med høj timing, hvor en dac har et problem med at gengive alle frekvenser i samme milisekund

Den diskussion ændrer dog ikke ved, at vinylpladen er langt mere modtagelig for slitage, smuds og støv, og at den kræver større omhyggelighed for at beholde sin lydkvalitet. Trods det findes der tilhængere som stadig foretrækker at lytte til de gamle, sorte skiver, og myten om, at CD'en holder sig uændret uanset og den koges eller brændes, er forlængst manet til jorden. De kan miste data eller hakke.

Vinylpladen i dag

Selvom vinylpladen regnes for forældet, er der stadig efterspørgsel på dem. Meget nyt musik produceres også på vinylplader i et begrænset oplag og bliver ofte til samlerobjekter. Meget ældre musik findes også på vinylplader som genoptryk. Ofte er genoptryk og nye LP'er lavet på 180 grams plader der er meget mere solide og modstandsdygtige over for misbrug end normale LP-plader. Indenfor div. musik undergrundsgenrer er nostalgien så høj at det af og til ses at et band kun udsender et album eller en single på LP. Samme forhold gør sig nu også gældende i jazz samt indenfor singer/songwritere. Og vinylpresserier dukker nu op igen, også i skandinavien.

Eksterne henvisninger

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Grammofonplade"

This article is from Wikipedia. All text is available under the terms of the GNU Free Documentation License.